Der er nogen som ligner deres storebror til forveksling - prøv engang og ta' et kig ind i min mave !
Se næste indlæg >
…At tænke den der tanke!
Siden jeg blev mor har mit liv været propfyldt med den der ubetingede og helt igennem fantastiske kærlighed, så smuk og gennemsyret ren, at meningen med livet pludseligt er ret åbenlys! Men med kærligheden kommer også bekymringerne…
Da jeg for 2 uger siden mærkede en knude i mit højre bryst gik min verden i stå. Inderst inde vidste jeg måske godt, at det var en hævet kirtel (er trods alt proppet med hormoner efter to graviditeter og 12 måneders amning) MEN stadig, hvad nu hvis?! Og det er den tanke jeg tænkte – hvad nu hvis det skulle ske, at der skete mig noget?! Jeg tøvede slet ikke, og fik ringet til lægen med det samme, og fik en tid to dage efter. Ventetiden var lang!
Jeg var tæt på at panikke i venteværelset – for selvom jeg forsøgte, at skubbe tanken langt væk, så larmede den altså helt hysterisk i mit bekymrede mor-hoved og jeg kunne slet ikke slippe den. Min læge mærkede efter og sendte mig videre i systemet. Jeg er faktisk glad for, at jeg fik en henvisning til en privatklinik, så jeg vidste at det blev taget seriøst. En uge senere sad jeg der med bare ammekasser, mens en læge tog sig god tid til at udføre en ultralydsscanning af brystet. Der var ingenting…. udover et ret ‘knudret’ kirtelvæv! Der lød et lettelsens suk – og et brag, da den der sten faldt fra mit hjerte….
Jeg er så lettet og glad…og også lidt stolt over at jeg kom afsted så hurtigt. Den gamle Søs ville ha’ udskudt problemet og gået med bekymringerne, men det går bare ikke længere. Os forældre har verdens fornemmeste job – vi skal passe på vores guldklumper og elske dem uendeligt og ubetinget, men vi skal eddersparkme også passe på os selv – det er vores pligt….for vores børns skyld! Den eftermiddag efter scanningen hentede jeg Peter i vuggeren og jeg tror aldrig, at han har fået så mange smækmøs som han gjorde lige præcis den dag….
Bekymringerne skal og må aldrig overskygge glæden og kærligheden i livet, men det er uundgåeligt, at man en sjælden gang imellem kommer til at tænke den der modbydelige tanke….Hvad nu hvis?!
Peter er det dyrebareste jeg har og at have alt at leve for, er ikke altid nemt, men det er pokkers fantastisk!
Efter vi har fået vores søn er jeg også gået fra “Det gør da ikke ondt” (ehm, stærkt forstuvet fod viser det sig så at være, eller andet sjvot i den stil) til at jeg nu rent faktisk tager til læge når der er brug for det, som et normalt menneske.
Men dejligt at høre at der heldigvis ikke var noget alvorligt!