Oh! Den er gal igen! Det er blevet for nemt at shoppe – få klik og vupti! den næste ordre er på vej til Familien Harding Knappe! F U C K ! Jeg hader mig selv for ikke at kunne modstå fristelsen, det føltes bare så pokkers rigtigt, og så er det jo svært at stoppe, nu hvor legen er så pissegod. Nå men i det mindste betyder det, at jeg har nogle ret så velklædte unge mænd her i huset, så helt skidt er det vel sådan set ikke 🙂
H&M svigter aldrig!

Bloggen har stået en anelse stille her det sidste stykke tid grundet min nye travle tilværelse som moar til to stresskanoner. Vi har det fandme godt vi har, men vi er trætte og vi har travlt. Der er så mange indlæg som jeg har i tankerne, så de vil poppe op her i ugens løb, jeg savner nemlig at lave daglige indlæg ret meget. Jeg kan bl.a. røbe at Peter er i gang med at teste termotøj, regntøj og gummistøvler af mærket Celavi for www.kids-world.dk og det første indlæg med fine billeder kommer på i morgen -så stay tuned 🙂

I den forgangne uge har jeg været alene med drengene for første gang en hel dag!

W O W ! Det var en travl dag, men det gik simelthen så godt, og drengene opførte sig næsten (kun næsten) eksemplarisk. Huset lignede et bombekrater da Martin trådte ind af døren kl. 16:30, men vi kom igennem – trods en trillion tynde lortebleer, mavekneb og en til tider topstresset mor. Peter er simpelthen så sød og god ved sin bror, hvilket gør det hele meget nemmere og overskueligt til tider. Han tester dog mig af flere gange om dagen, og griner af mig når jeg forsøger, at sætte grænser, så lige på den front var der altså nok at se til og jeg lyver da heller ikke når jeg siger, at jeg åndede lettet op da Martin kom hjem…Puha! Det gik over al forventning, men det var en træt mor der gik i seng den aften.

Konrad – ham går det godt med. Han er bare lidt af en skrigeballon for tiden pga. mavekneb. Det er så synd for ham, men det virker som om det er begyndt at gå fremad (7-9-13), og ellers må vi altså ty til zoneterapi, for han skal ikke ha’ ondt. Men han sover godt (7-9-13) og tager gerne nogle laaaange stræk (7-9-13)! Han har stadig det skønneste mørke hår og den fineste opstoppertud og så er han altså helt gennemført, dejlig.

Peter – er nu 1,5 år gammel. Tænk sig, at vi skal fejre 2 års fødselsdag om et halvt år? Han bliver så stor og klog, og den sidste uge har han virkeligt rykket sig, både motorisk og verbalt! Han snakker KONSTANT og han er begyndt at dreje rundt, øve koreografier og hoppe, så mor her er MEGET stolt!

Jeg er uden tvivl verdens heldigste mor 🙂

Hver morgen trækker jeg vejret dybt….lukker øjnene…..puster ud….ruster mig til en ny dag, glad, optimistisk men allerede stresset og mindst to skridt foran….Inden morgenmaden er indtaget er jeg faktisk ude af døren, og sådan kører det….hele dagen, hver dag, 24/7. Bekymringer, dårlig samvittighed, stress, planlægning!

ARGH! STOOOOOP! For ligeså praktisk og snusfornuftigt det er, at være på forkant med alt, så er det altså også enormt stressende og til en vis grad håbløst, når nu man har to virkeligt uforudsigelige og viljefaste drengebørn. Jeg har længe været klar over, at jeg er pissedårlig til at være nærværende, fordi jeg har så ufatteligt mange ting jeg gerne vil nå (sådan noget fornemmer man bare, når man tænker på bleskift, svenske pølseretter og D-dråber på de mest upassende tidspunkter), men efter en snak med vores sundhedsplejerske er jeg simpelthen kommet på bedre tanker. Jeg fortalte hende, at jeg har konstant dårlig samvittighed, at jeg ALDRIG sidder stille og at det altså er enormt stressende, så nu prøver jeg altså at leve en mindre stressende og mere nærværende tilværelse. Well, det skader vel ikke at prøve?

I går havde jeg for første gang begge børn på samme tid i 2 timer. Peter var blevet ringet hjem fra vuggestue med øjenbetændelse og var enormt sur og klatøjet og Konrad skreg og havde mavekneb. Stuen var rodet, aftensmaden skulle forberedes – og jeg lignede noget der var løgn med rander under øjnene og fedtet hår. Og faktisk gik det nok op for mig lige der, midt i rodet med to skrigende stresskanoner, at jeg ikke kan nå alt MEN; det er helt OKAY…og JEG ER HELT OKAY! Jeg fik spist Peter af med lidt TV-hygge, chokoladekiks og en krammer, mens jeg ammede lillebror og inden jeg så mig om, var der faktisk gået to timer. Jovist! Stuen flød stadig og aftensmaden lavede heller ikke sig selv, men vi nåede det der var vigtigst, og jeg var der og jeg var pissenærværende!

Så for eftertiden bliver det altså sådan, at vi praktiserer nærvær fremfor alt her i huset – for det der stress duer altså ikke for os. Jeg nægter at have dårlig samvittighed, og hvis jeg ikke når samtlige punkter på min enormt lange og omfattende ‘TO-DO-liste’…then what? ( og for fremtiden for gæster her i huset ikke en ‘Aj-jeg-er-enormt-ked-af-at-jeg-ikke-lige-nåede-at-rydde-op-og-bage-inden-i-kom-men-vi-har-haft-så-travlt-i-dag’-undskyldning, for her i huset når vi kun det vi når…. BASTA!)

Undskyld rodet, men vi lever her! (Og det gør vi godt!)

Et par måneder inden jeg fødte besluttede jeg mig for, at arrangere en fastelavnsfest – sådan en rigtig en med udklædning, fastelavnsboller, tøndeslagning og rød saftevand, og i går havde vi derfor huset fyldt med en masse dejlige, glade og SMUKKE gæster i fantastiske udklædninger! Det var så sejt og overvældende, at se al den kreativitet og tid folk havde lagt i deres kostumer, virkeligt flot! Peter var klædt ud som sej cowboyder i købt kostume (…Jeg bliver nok aldrig den mor som giver mig i kast med hjemmelavede kostumer!), Konrad var Supermaaaain, og farmand var såmænd klædt ud som gravid kvinde (…hvilket nok mest var min ide!) Jeg selv var klædt ud som ‘hængt kat aka træt mor med minus på søvnkontoen’ – og er ret sikker på, at jeg sagtens kunne ha’ taget titlen som ‘Bedste Udklædning’ 🙂

Vi tog i parken for at slå katten af tønden da vi alle var samlede, og kusine Tilde og moster Didde blev henholdsvis kattekonge og dronning! Det var superskønt at overvære, og tønden var stoppet med snoller og andre goodies til alle 🙂 Efterfølgende tog vi hjem for at spise mormor’s lækre pizzasnegle og farmor’s flotte fastelavnsboller – det er nemlig sådan, at når man har en fantastisk familie, så hjælper de gerne en træt,nybagt mor med den slags (TAK!) Resten af dagen blev brugt på leg, hygge og snak….og for mændenes vedkommende: Fodbold i fjernsynet 🙂

Tak for en dejlig dag, det var en fornøjelse!

Det har vidst aldrig været en hemmelighed, men det har altså heller ikke været noget vi har talt vildt meget om! Jeg har dog altid været ærlig når folk har spurgt mig, og heldigvis er der ingen der nogensinde har sat spørgsmålstegn eller undret sig, når jeg har fortalt at Martin og jeg kun havde kendt hinanden i sølle 4 måneder inden jeg blev gravid 🙂

Jeg mødte ham dog et par år forinden, men syntes godt nok både, at han var arrogant og irriterende, så i min verden kunne en date slet ikke komme på tale – han nassede sågar af min øl! MEN 2 år senere ville skæbnen at vi skulle mødes (september 2011), og fra første date vidste jeg bare, at han var noget helt særligt – han var hverken arrogant eller irriterende og han gav både rødvin og cigaretter, så jeg var solgt 🙂

….Månederne fløj afsted, og vi var all-happy-in-luuurve, helt ubekymrede og glade, så derfor var det noget af en brat opvågning da jeg testede positiv i Januar 2012! Vi var jo stadig helt fjollede og nyforelskede, og alting var simpelthen så lyserødt at det næsten var kvalmende, så hvordan skulle man lige forholde til noget så seriøst og kompliceret som et barn! Jeg glemmer aldrig den dag, de to streger på den pind, og hvor hurtigt det gik, der var slet ingen tvivl…..den var pissehamrende positiv.

I en tid hvor vi snakker om juridisk abort og flygtige mænd må jeg ærligt indrømme, at jeg føler mig heldig, for Martin var altså den der holdte hovedet koldt og han var såmænd også den der i sidste ende sagde “Du skal IKKE ha’ en abort, vi to skal være forældre” med stolthed i stemmen, og så var der vidst ikke mere, at snakke om! 🙂

Beslutningen blev dog ikke truffet ‘over-night’, for det var den for stor og vild til. Vi tog et par uger hvor vi befandt os i en kæmpe baby-boble fyldt med tanker, tvivl og tårer. Vi kunne faktisk slet ikke beslutte os for hvordan vi skulle reagere, og vi grinte ufatteligt meget af ordet ‘forældre’, men i bund og grund kom grinene nok fra frygten og uvidenheden. Vi ville jo gerne hinanden, men ville vi hinanden SÅ meget, SÅ hurtigt ?

….JA! Vi ville sgu’ da så! Det tog godt nok mange uger, men når jeg kigger tilbage var der faktisk slet ingen tvivl inderst inde og da jeg var i 11. uge annoncerede vi den vildt lykkelige, men noget uplanlagte nyhed for venner og familie og ALLE var jublende glade!

Det har ikke været nemt, men vi er vokset så ubeskriveligt meget, og vi er begge enige om, at beslutningen vi traf dengang (efter at ha’ kendt hinanden så kort tid), var den helt rigtige! Vi bor nu i rækkehus, har egen stationcar og venter dreng nr. 2 – og her til september har vi kendt hinanden i 3 år (samme måned hvor Peter fylder 2 år!) og vi skal faktisk også giftes! Vi vil det her, vi vil vores børn og vi vil hinanden – og i bund og grund er det nok den mest simple opskrift; Hvis man vil noget nok, så skal det hele nok gå!

Martin er verdens bedste far og mand, han er min diametrale modsætning, men han gør mig så lykkelig. Han har givet mig verdens bedste gaver og selvom vi stadig kan diskutere og være enormt trætte af hinanden, så er det ikke en mulighed at give op, for vi elsker hinanden og vi elsker vores børn – ubetinget, ubeskriveligt! Vi er en rigtig familie og vi kan faktisk slet ikke eksistere uden hinanden….og heldigvis for det!