…Stafet for Livet // Min historie!

“Et døgn hvor vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet”

Jeg er frivillig hos Kræftens Bekæmpelse og glæder mig ret meget til at være med til ‘Stafet for Livet’ på lørdag her i Aarhus – det bliver en stor og overvældende oplevelse regner jeg med! Jeg tager mand og barn under armen i den gode sags tjeneste, for det der med at hjælpe til hvor man kan, er ret vigtigt! Og lige præcist kræft er en fællessag….

I kan læse mere om det her: www.stafetforlivet.dk – og tilmed melde jer som frivillige:)

Her d. 7 juli er det to år siden jeg mistede min fighter-far til kræften. Det er slet ikke til at forstå, jeg tænker på ham og savner ham hver dag! Og det der med at være pårørende – det er faktisk også ret hårdt, ens kunnen og menneskelige formåen bliver virkeligt testet, for hvordan kan man kapere, at ens far bliver erklæret terminal?

The story goes like this:

Foråret 2010: Jeg var på vej på arbejde, da min mor ringede. Min far var blevet kørt hjem fra job, fordi han var blevet mærkelig – han sagde mærkelige ting og virkede fjern, og dernæst havde min mor kørt ham til lægen og videre ind på Aarhus Sygehus….Jeg fik en knude i min mave, men min mor beroligede mig og sagde at det sikkert bare var stress. Det skal siges, at min far arbejdede ret hårdt i denne periode, stod tidligt op og kom sent hjem, så det gav mening for mig – ‘min far har stress – selvfølgelig’! Jeg tog alligevel fri og besøgte ham på hospitalet, han stod op da jeg kom og smilede til mig – jeg blev ret lettet – jeg smilede til ham og gav ham et møs. Da lægen kom ind talte han pludseligt om, at det nok havde været en lille hjerneblødning, men han skulle lige have scannet hjernen før de kunne udtale sig konkret. Den aften tog hjem med en god følelse i maven, for kræft kunne det da umuligt være.

Men så kom dagen, dagen med diagnosen – jeg ville ikke være der, men jeg ventede på min mors opkald ( stadig – ingen bange anelser om kræft)  – og da det kom var det ligesom om min mave snørede sig sammen og forbød mig at trække vejret! Min mor sagde “Hej ven – det er ikke så godt” Jeg vidste allerede da hun sagde ‘ven’ at det var af helveds til, det plejer hun nemlig ikke at gøre! “Far har en svulst i hjernen” Jeg kunne ikke få luft! ” Han skal snart opereres, så de ved om den er god eller ond” Jeg var tømt for ord og fik sagt blot sagt at jeg kom med det samme….dernæst faldt jeg sammen i min seng og skreg!

(Min far virkede ved godt mod – trods nærtforstående operation og dårlige nyheder…Stress havde nu været federe! )

Operationen foregik i April måned – en af de første rigtige forårsdage og gik godt! Jeg glemmer aldrig min far’s hævede ansigt, og hans bad-ass ar henover hovedet med 84 tykke sting! Han så så sej ud, og jeg kunne ikke lade være med at grine, og det kunne han faktisk heller ikke! Han lignede en bokser som var blevet knock-outet på den lede måde – auuuch! Operationen viste desværre, at svulsten var ond og sad for tæt på hjernestammen, så de havde ikke fjernet det hele…suk! Vi vidste, at der ventede et langt behandlingsforløb – men forhelvede hvor var vi bare klar på at sparke cancer-røv!

Sommeren 2010: Stråler, stråler, stråler! Ikke dem fra solen, men dem som skulle fjerne far’s kræftsvulst! Min far var så sej, fremfor at blive deprimeret og gal, virkede han faktisk som en helt ny mand – positiv og pisseglad – han levede mere end nogensinde før! Han responderede godt på behandlingen og svulsten blev faktisk mindre – armene var oppe over hovedet! Selvfølgelig kunne vi vinde den her kamp – jeg var faktisk slet ikke i tvivl! Der blev delt high 5’s ud – vi var verdens sejeste familie!

Efterår og vinter 2010: LORTEsvulst! Nu skulle vi så igang med det kemo der! Min far var blevet en anelser dårligere, men han var stadig glad – og begyndte så småt at hjælpe til  på hans arbejde igen – altså han var den som kom med kage og hyggede om kollegaerne – ret overskudsagtigt hvis jeg skal sige det! Han begyndte dog at døje med balanceevnen – han faldte tit, og måske var det der det gik op for mig, hvor seriøst det hele var? Jeg husker, at han engang faldte på vej til arbejde, tæt på trafikkerede Grenåvej med masser af busser og mennesker – og ingen havde hjulpet ham! Det er den slags der stadig gør ondt at tænke på, og jeg husker, at jeg tænkte at verden skulle skamme sig!

Start 2011: Min far virkede stadig glad og munter, og ham og mor blev gift i Vejlby kirke for anden gang – stort var ikke ordet, men tilgengæld var der ikke et øje tørt! I denne periode rejste jeg en måneds-tid til USA –  det var godt for mig at få lidt ro, men jeg savnede det hele derhjemme og det var svært at nyde tilværelsen på den anden side af atlanten med en syg far derhjemme! Jeg kom hjem i februar og min mor og far hentede mig ved rutebilstationen, det var dejligt at være hjemme! Det var også i februar at min far havde fødselsdag – d. 10 februar fyldte han nemlig 55 år – desværre også hans sidste af slagsen. Vi troede stadig på helbredelsen…måske…en dag….om ikke andet havde vi håbet om miraklet, vi gav aldrig op!

Forår 2011: Ned af bakke – og det foregik i en helveds fart! Det var en hård tid for os alle! Mor tog orlov og passede far derhjemme – fulltime – verdens stærkeste og sejeste kvinde, mor og kone! Man kunne se hvor træt hun var, men alligevel var der altid kærlighed og smørrebrød i huset, og det til trods for, at min far krævede næsten 24 timers pleje nu. Han var lam i halvdelen af kroppen og sad i kørestol, hans ansigt var hævet, og han mistede langsomt sin tale. Lægerne gav op og erklærede ham terminal efter et års sygdom – da de opdagede en ny svulst i hjernen…Verden stod stille! Min far var nu bundet til sengen….

Sommer 2011: Vi vidste det lakkede mod enden – det var så håbløst det hele, men min mor kørte på og vi hyggede os faktisk allesammen selvom vi var kede af det, for det var nu, der skulle leves! Men det der med at sige farvel, det gjorde vi ikke, det var for svært! Min far var træt af, at folk havde ondt af ham, der var ingen grund til at tage sørgemasken på, når man skulle besøge ham…tværtimod! Han sagde selv: “Der er ingen der skal undervurdere mit liv, jeg har haft 55 gode år”  Hele forløbet igennem, havde vi fokus på familien og på kærligheden, og det hjalp os alle – for hold kæft vi var stærke og gode sammen….og hold kæft hvor fik vi spist meget smørrebrød til vores familiehygge-dage:)

D. 7 juli døde min far derhjemme som ham og min havde ønsket! ( Min mor og far havde lovet hinanden, at det skulle foregå derhjemme og ikke på et hospital eller på et hospice!) Min søster, min mor og jeg stod ved hans side da han udåndede for allersidste gang. Vi vidste det ville blive den morgen, for hele natten havde han holdt pause i sin vejrtrækning…vi havde sågar talt sekunder, 30 sekunders pause imellem vejrtrækningerne og så havde han feber og var bleg. Det var en mærkelig morgen, men solen skinnede og min far havde fået fred! Nu skulle vi bare lære at leve uden ham…..jeg vidste at det aldrig ville blive det samme uden ham. Min syge far fortjente fred – det gjorde min raske far ikke…

Jeg mister stadig pusten, når jeg tænker på ham – jeg ville ønske han var her, til at se sine børnebørn – og til at kramme! Det er nok det jeg savner mest….at give ham verdens største kram! D. 7 juli vil altid stå indprintet i min hukommelse som dagen som ændrede mit liv totalt – og selve sygdomsperioden har gjort mig til et stærkere og bedre menneske.

Min far var en ener – en som kæmpede for de svageste i samfundet, og opdragede sine børn til at hjælpe deres medmennesker og  til stole på deres egen kunnen. Han var sjov og genert – og så var han pavestolt af sin familie, og ikke mindst af sit barnebarn Tilde, som han nåede at have to år sammen med! Jeg er slet ikke i tvivl om, at han ved, hvor savnet han er – og jeg ved at han savner os ligeså meget! Min far har i dag 3 børnebørn, som nok skal få historier om deres superhelt af en morfar som bor i himlen….han vil aldrig blive glemt!

Jeg nægter at se blindt til – derfor er jeg frivillig hos Kræftens Bekæmpelse!

“En far vil jeg altid have- han har bare skiftet adresse”