…med av i hjertet!

…Det hele startede i tirsdags, Peter blev pludselig brandvarm – hans temperatur lå på 39 -39,5 men hans almen tilstand var fin, han var selvfølgelig et træt lille hængetræ, men han ville stadig lege og smile, så tænkte jeg ville se aftenen an. Få minutter senere lagde jeg mærke til at hans hud nærmest så blå ud på armene – og mit hjerte fór op i halsen! Jeg bad Martin ringe til vagtlægen med det samme – og her fik vi besked på at kigge ind. Afsted med os – og indtil halvsur, halvgammel og hel fesen ældre doktor som vidst tog den mest på rutinen. Han podede Peter i halsen – og claimede at det nok var skarlagensfeber grundet udslæt. NOT! Jamen, så var det blot en virus og vi kunne bare tage hjem – og evt. lade ham sove oprejst i sin autostol – WTF? Jeg spurgte til Peter’s blå hud som var aftaget en smule, for det var jo det der havde freaket mig ud (min hjerne forvildede sig ud i tanker om hjerteproblemer, manglende evne til at ilte blod etc), men det kunne han ikke svare på for det havde han aldrig set før. Utilfredsstillende for en virkelig nervøs mor? I fink so! Hjem med os – og efter 10 minutter hjemme piplede det så frem med blodsprængninger på Peters højre arm – og i løbet af 1 minut var der måske 50! PANIK! Jeg ringede til vagtlægen igen – og de sagde det sikkert bare var sart hud, nu hvor han var lidt blå i det og havde en virus…SAY WUUUT? Mit hjerte hamrede og fik forklaret manden i telefonen, at jeg altså frygtede det værste (Meningitis) og at vi kom nu…BASTA! Vi kom hurtigt til – og denne gang så begge vagtlæger på Peter og vi fik en henvisning til akut børnemodtagelsen på Skejby med det samme. Puha! Mit moderhjerte blødte – det var ikke lige det jeg forestillet mig, at dagen skulle munde ud i. Jeg havde planlagt rødspættefileter med persille og smørsovs – ikke børneafdeling!

Nå men på børnemodtagelsen var de så søde – vi kom til med det samme, blodprøver, urinprøver, spørgsmål, ALT! Peter blev tjekket helt igennem – og hans infektionstal så pæne ud. Kl. 23 kom lægen ind og sagde, at hun syntes vi skulle blive til observation natten over, så de kunne tjekke ham i løbet af natten, og tage flere prøver om morgenen, desuden udelukkede hun at det kunne være meningitis! Jeg blev hos Peter som var helt udmattet – min egen lille nålepude! Han var helt blå af alle de blodprøver….

Natten gik trods vi blev vækket hele tiden – og om morgenen skulle der tages en masse nye blodprøver som vi så ville få svar på ved stuegang om formiddagen. I ventetiden sov Peter, og jeg sad og spekulerede – frygtede det værste for min lille trooper, selvom jeg nok godt vidste, at det ikke var noget jeg skulle frygte, så kørte tankerne i tomgang. Følte mig så noller, da sygeplejersken kom ind, og jeg sad og stortudede, men heldigvis beroligede hun mig, og sagde at jeg slet ikke skulle være bange…det lettede mit meget tunge moderhjerte et ton….mindst!

Klokken blev 10:30 og ind kom lægen – hun hed Liv (meget positivt navn – pokkers god karma!) og man kunne se at hun kom med gode nyheder, hende Liv! “Det er bare en virus i halsen, alle blodprøverne er fine bortset fra lidt virus, og vi ser det faktisk ofte – at børn får mere porøs hud i forbindelse med virus-infektioner” (UDÅNDER – LETTELSE -GLÆDE -TAK LIV!) Derefter lyttede hun igen lidt på Peter, og sagde ” Nu skal i vidst hjem og hygge jer” JA, vi skal nemlig så, Liv – you’re my kind of woman! Sikke en dag, sikke nat – pheeew!

Oplevelsen sidder der stadig, men heldigvis blev vi taget seriøst på Skejby selvom det ‘blot’ var en lorte-virus, thank God, at min lille muf blev tjekket grundigt – og thank God for det danske sygehusvæsen!

Peter er stadig ikke helt på toppen, og er stadig lidt træt og mor-syg overnpå oplevelsen, men feberfri og jeg er en lettet mor <3