Jeg har brygget på dette indlæg i alt for længe -så længe at min (i forvejen ikke specielt velfungerende) hjerne er ved at kløjes i meninger, sætninger, ord, punchlines og brok, og derfor er meget tæt på at overophede….jeg må have afløb NU! Derfor bliver indlægget nok hverken velskrevet -og den røde tråd bliver nok også svær at få øje på, for emnet er alt for bredt til at en ammehjerne kan rumme det. Det skal handle om mødre -hver og en af os…..for jeg syntes altså, at vi skal blive bedre til at rumme hinanden.

Da jeg for første gang blev mor for snart 2 år siden oplevede jeg de der velmenende gode råd. Dem om søvn, kost,gylp, mavekneb og ‘du skal huske at passe på dig selv og parforholdet’ -og fred være med dem, de kommer så afgjort fra et godt sted, og derfor rører de mig ikke spor . Sagen er den, at os mødre er kommet online (sådan cirka hele tiden) og derfor er vores babyer blevet ‘allemandseje’ og vores måde, at gøre tingene på står pludselig til fri diskussion hvis man vælger at dele ud af hverdagens små problematikker. HELDIGVIS er tonen for det meste kærlig og hyggelig, men oftere og oftere sker det, at os mødre forvandler os til belærende og møgirriterende insta-monstre og facebook-bezzerwizzere. Jeg deler selv ud, men aldrig mere end et billede og en hyggelig kommentar, for ‘hvad nu hvis’ det giver grobund for diskussion -det magter jeg ikke.

Der er så mange eksempler på mødres frembrusende færden på diverse sociale medier, at det faktisk er en smule skræmmende. Store mode/livsstilsbloggere får om og om igen ‘verbale tæsk’ af deres læsere, for at gøre noget som i ‘ den moderne moders’ forstand er ‘atypisk’. Sarah Louise fik eksempelvis sine læsere helt og aldeles op i det røde (faktisk det neon-røde-alarm) felt, da hun postede et billede, hvor hun havde lagt en trøje over sine børns klapvogn. OH THE DRAMA! Kommentarerne jeg læste var hverken velmenende eller forstående, de var tværtimod onde og personlige, og gik på hende som værende en uansvarlig mor! Det er lidt ligesom om, at folk glemmer, at det hele er øjbliksbilleder. Vi ser en snert, og resten er noget vi selv finder på -og vi er virkeligt gode til at digte og overdramatisere.

Jeg er selv medlem af en del mødregrupper på Facebook -og de mødregrupper er jeg svært glad for, da man altid kan få et råd med på vejen og som oftest er folk åh! så søde og rare. (Ja, man føler jo næsten man kender dem! ) MEN engang imellem sker det, at en tråd bliver startet, som giver anledning til diskussion -voldsom diskussion, for det er lidt ligesom om, at folk stadig ikke har forstået at man ikke kan diskutere opdragelse. Diskussion er sundt, men når diskussioner bliver til mudderkast og der bliver delt grove personlige anklager ud i generøse mængder gør det mig gal! Mange af disser usunde diskussioner har medført, at mange har følt sig nødsaget til at trække sig! Skræmmende ik? Der er så uhyggeligt mange eksempler på, at en tilfældig mor med et tilfældigt spørgsmål er blevet overfaldet og slagtet af en ‘af sine egne’, bare fordi de ikke var enige om et basalt spørgsmål. Det er jo så nemt, når man sidder der, bag tastaturet ikke? Man kan sige lige hvad man vil uden at stå til regnskab for noget som helst, og uden at tænke på konsekvenserne af ens ord, for når iPad’en slukkes er det jo glemt, eller…..

En anden ulempe ved det der online-hysteri er, at det som oftest bliver ført ud i den virkelige verden, og pludseligt er det ‘normen’ for hvordan vi skal begå os. Vi bliver for over-oplyste igennem diverse medier og for overforsigtige, for hvad er det nu man må og hvad må man ikke når man er ‘en rigtig mor’! Pludseligt ser man ned på moren som i desperation for, at skærme sit barn for solen har hængt en midlertidig stofble over sin barnevogn ( jeg ved godt, at det potentielt kan være pissefarligt -men spørg til grunden fremfor at dømme!), man bliver småforarget når man ser en mor give sit 1 årig barn en is! (med mindre hun ser overskudsagtig ud og det er øko-is – hvis det er en ung mor som serverer Sundae-is fra Mc’en er det puuuha! FY!) og man bliver en smule mistænkelig når man ser en mor med fedtet hår, for kan et usoigneret menneske overhovedet være en god mor? (hvor mange har ikke tænkt den tanke under et afsnit af ‘De Unge Mødre’?)  Vi dømmer alle sammen mere eller mindre, men vi skal passe på, ikke at lege politi og røvere-for i sidste ende spiller vi alle sammen på samme hold. Desuden render rigtig mange kvinder rundt og mister deres ellers udemærkede fornuft, fordi de bekymrer sig for meget om andre standarder. Så shame on all of us! SPØRG, smil og antag at andre også vil deres barn det bedste! Øjebliksbillederne kan vi ikke bruge til en hujende fis! Forskellighed er sundt -vi er alle forskellige, og det er vores børn også….det er det smukke ved det hele. Vi skal IKKE ligne hinanden, vi skal lade os inspirere og vi skal lære af hinanden.

Næh, man skal sgu’ være sej for at begå sig i en kvindeverden -sådan helt bad to the bone og helt og aldeles ligeglad med hvad andre siger og tænker . Men er vi det?  Jeg er sårbar og jeg bryder mig slet ikke om den her konkurrenceprægede mor-branche. Jeg får helt lyst til at starte min egen lille bevælgelse med udgangspunkt i ‘den ikke dømmende og frie mor’ – en bevægelse uden ‘løftede pegefingre og hånlige statements’ – en bevægelse som ikke kigger skævt! Det lyder godt, ik? Det må være målet! 🙂

Om man er speltmor, ung mor eller lillemor -spred budskabet! 🙂

…G O D   D A G !

Jeg er træt for tiden, hvilket også er forklaringen på, at det jeg er lidt fraværende blog-wise! Jeg sover ikke om natten, og jeg sover heller ikke om dagen, men det der mor-drive er for vildt -man kan jo blive ved med at hive energi ud af ingenting…men er ret så overbevist om, at jeg pt. kører på reserverne, her i huset er vi nemlig syge -sådan cirka hele tiden!

Siden Konrad blev født har vi ikke bestilt andet end at være syge faktisk! Det er 8 uger, præcis, med sygdom i streg -det er sgu’ da ikke humant!

….og det her er hvad vi så kan prale af:

2 x øjenbetændelse, 1 x skoldkopper, 1 x monsterdiarré, 1 x indlæggelse med feberramt Konrad, 2 x forkølelse med grøn snot, 1 x feberdag grundet tænder, 1 x tur til lægen med hævede lymfekirtler og 1 x mild RS-virus.

Mit moderhjerte bløder hver gang mine drenge er syge, og samtidig tænker jeg: F U C K ! for det er benhårdt arbejde at have syge, ikke-selvkørende børn! Hver evig eneste gang, at vi er ved at finde fodfæste efter sygdom, virker det som om der kommer noget nyt dumpende og rammer os! Argh!

Jeg savner bare en helt almindelige hverdag, uden feber snot og tyndskid! Jeg savner at sove mere end 2 timer i streg, og jeg savner vores sygdomsfrie hverdag! Lige pt. afventer jeg bare -hvad mon det næste bliver?
Jeg er ret så overbevist om, at jeg ikke er den eneste mor i det her land som forbander vuggestuepest og andet ondt langt væk for tiden, og som glæder sig til sol og sommer -og forhåbentligt meget mindre sygdom! (7-9-13)

Thank God at jeg har verdens sejeste børn!

Min blog er gået i stykker! Jeg ved ikke hvad der er sket, men den fremstår tarvelig og nederen lige pludesligt, OG lad mig understrege på det kraftigste, at fejlen ligger hos Bloggers Delight….igen! Åh! hvor er det bundærgeligt at logge ind og se, at ens blog bare er helt plain og basis-like! Det skærer lidt i mit hjerte! Jeg håber dog, at fejlen vil være rettet inden for de næste par dage og at bloggen snart er tilbage til sit eget (uperfekte, men elskelige) selv! Jeg håber i stadig vil følge med, trods bloggens ‘skrabede’ tilstand….

God aften!

I mellem tiden; så se lige hvor fredeligt livet som pseudomor kan se ud! 🙂

Jeg fødte (som nævnt i et tidligere indlæg) Peter ved kejsersnit – ikke et af de akutte, men et ganske nøje planlagt et af slagsen.

Den bedste dag i mit liv i billeder.

Jeg var nemlig angst for at føde, og tanken om en naturlig fødsel ødelagde glæden ved min graviditet. For mig handlede det om at lytte til mig selv, og mit moderinstinkt – også selvom det har krævet hårdt arbejde og dårlig samvittighed. Jeg har tudet og ligget søvnløs over min beslutning, så tro mig, det var ikke en beslutning jeg bare traf en søndag over eftermiddagskaffen. Samtidig har jeg skulle forsvare mit valg overfor alverdens mødre, som stod uforstående overfor mit valg. Inderst inde er jeg en meget genert og privat person, som har svært ved, at forsvare mig selv på den måde, og oftest har jeg stået som en stor undskyldning for mig selv – men lige præcis mit planlagte kejsersnit har jeg forsvaret med næb og klør – fordi jeg vidste, at det var den helt rigtige beslutning FOR MIG og fordi alle kvinder fortjener en god og tryg fødsel – også dem som er så hunderæd for at føde vaginalt, at kejsersnit er den eneste mulighed.

Jeg har pisset så utroligt mange mødre af, og emnet står ALTID til diskussion, men jeg gjorde det på min måde – den rigtige måde, og min søn kom ud til verdens mest rolige og trygge mor – og jeg er ret overbevist om, at det gjorde ham tryg. Det var for mig en drømmefødsel, og jeg er så glad og taknemmelig for, at min jordemoder i sidste ende sagde “Søs, man kan ikke tvinge en kvinde til at føde naturligt, hvis hun ikke vil”

Mange har ligeledes spurgt om jeg så heller ikke har ammet? Og jo, det har jeg. Som en anden Maren Malkeko har jeg fodret min søn morgen, middag, aften og nat! Det har været det letteste for mig ( jeg er en af de heldige), og igennem de 12 første måneder af hans liv har han nydt godt af min mælkebar. At fravælge en naturlig fødsel, er ikke ens betydende med at fravælge naturlighed! Jeg har været en stolt ammemaskine – og det vil jeg også være når Konrad kommer til verden.

Grunden til dette småsure/halvsøde indlæg er pga denne ARTIKEL hvor jeg fortæller om mit kejsersnit. Der er flere mødre som har kaldt mig overfladisk og egoistisk. Vil bare så gerne understrege, at det ikke er tilfældet. Jeg var og er bange for at føde, men jeg er ikke mindre kvinde eller en dårligere mor af den årsag. Jeg er utroligt let påvirkelig når folk (som jeg ganske vidst ikke kender) kommer med så konkrete udmeldinger ( og ja! det er en af de der downsides ved at stille op til den slags). MEN, heldigvis, har jeg også fået mange søde henvendelser fra kvinder som oprigtigtalt forstår mit utraditionelle valg. Mit valg var ikke egoistisk – mit valg var i mit og mit barns bedste tarv, og det skal der aldrig herske tvivl om.

Jeg vil måske inderst inde bare ha’ lov til, at stille spørgsmålstegn ved tonen i Mummyville? Os mødre skal lære, at respektere hinandens valg og hinandens måde at gøre tingene på, også selvom vi ikke kan forstå det. Vi skal finde kammertonen frem igen, og huske på, at de mest sårbare og skrøbelige individer i verden er nybagte mødre! Gode råd er helt okay (i en begrænset, ikke-bedrevidende-tone), men bebrejdelse og løftede pegefingre føre ikke til noget godt!

Engang imellem handler det ikke om anbefalinger og fagfolk men om moderinstinkt og om at kende sig selv! Jeg har en fantastisk søn og jeg er en fantastisk mor! #ThereISaidIt

…Jeg kan desuden afsløre, at Konrad kommer til verden d. 21 februar- 2014 og ord kan ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig til at møde lillebror <3

Hele rød stue er nede med opkast og sprutteskid ad libitum – børn, forældre og pædagoger- den er helt helt gal i Spiloppen! Dog har Peter ingenting fejlet, og gik egentligt og troede, at vi bare var ekstremt heldige ( Halløj naive-mor!) men ak! som sidste mand i rækken, last soldier standing. er min P nu også nede med lorte-virus! F U C K ! Han ligger bare på sofaen og flader ud og med jævne mellemrum vågner han for at kaste op – det er næsten ikke til at bære – selvom han egenligt er glad og upåvirket! Jeg hader al den sygdom, og jeg ved godt at det er uundgåeligt, men jeg vænner mig aldrig til det! Vi har håndsprit i alle rum, så hele familien ikke bukker under, kunne ellers være et kønt syn ik? Familien Lort og Bræk – det er os! I morgen skulle vi ha’ været til kønsscanning, men det er absolut ikk en mulighed hvis han stadig er dårlig – så nu må vi se! Krydser fingre for at min seje Peter-mand er frisk når han vågner <3