…Undskyld rodet ( og så alligevel ikke!)

Hver morgen trækker jeg vejret dybt….lukker øjnene…..puster ud….ruster mig til en ny dag, glad, optimistisk men allerede stresset og mindst to skridt foran….Inden morgenmaden er indtaget er jeg faktisk ude af døren, og sådan kører det….hele dagen, hver dag, 24/7. Bekymringer, dårlig samvittighed, stress, planlægning!

ARGH! STOOOOOP! For ligeså praktisk og snusfornuftigt det er, at være på forkant med alt, så er det altså også enormt stressende og til en vis grad håbløst, når nu man har to virkeligt uforudsigelige og viljefaste drengebørn. Jeg har længe været klar over, at jeg er pissedårlig til at være nærværende, fordi jeg har så ufatteligt mange ting jeg gerne vil nå (sådan noget fornemmer man bare, når man tænker på bleskift, svenske pølseretter og D-dråber på de mest upassende tidspunkter), men efter en snak med vores sundhedsplejerske er jeg simpelthen kommet på bedre tanker. Jeg fortalte hende, at jeg har konstant dårlig samvittighed, at jeg ALDRIG sidder stille og at det altså er enormt stressende, så nu prøver jeg altså at leve en mindre stressende og mere nærværende tilværelse. Well, det skader vel ikke at prøve?

I går havde jeg for første gang begge børn på samme tid i 2 timer. Peter var blevet ringet hjem fra vuggestue med øjenbetændelse og var enormt sur og klatøjet og Konrad skreg og havde mavekneb. Stuen var rodet, aftensmaden skulle forberedes – og jeg lignede noget der var løgn med rander under øjnene og fedtet hår. Og faktisk gik det nok op for mig lige der, midt i rodet med to skrigende stresskanoner, at jeg ikke kan nå alt MEN; det er helt OKAY…og JEG ER HELT OKAY! Jeg fik spist Peter af med lidt TV-hygge, chokoladekiks og en krammer, mens jeg ammede lillebror og inden jeg så mig om, var der faktisk gået to timer. Jovist! Stuen flød stadig og aftensmaden lavede heller ikke sig selv, men vi nåede det der var vigtigst, og jeg var der og jeg var pissenærværende!

Så for eftertiden bliver det altså sådan, at vi praktiserer nærvær fremfor alt her i huset – for det der stress duer altså ikke for os. Jeg nægter at have dårlig samvittighed, og hvis jeg ikke når samtlige punkter på min enormt lange og omfattende ‘TO-DO-liste’…then what? ( og for fremtiden for gæster her i huset ikke en ‘Aj-jeg-er-enormt-ked-af-at-jeg-ikke-lige-nåede-at-rydde-op-og-bage-inden-i-kom-men-vi-har-haft-så-travlt-i-dag’-undskyldning, for her i huset når vi kun det vi når…. BASTA!)

Undskyld rodet, men vi lever her! (Og det gør vi godt!)