…Den allerstørste beslutning!

Det har vidst aldrig været en hemmelighed, men det har altså heller ikke været noget vi har talt vildt meget om! Jeg har dog altid været ærlig når folk har spurgt mig, og heldigvis er der ingen der nogensinde har sat spørgsmålstegn eller undret sig, når jeg har fortalt at Martin og jeg kun havde kendt hinanden i sølle 4 måneder inden jeg blev gravid 🙂

Jeg mødte ham dog et par år forinden, men syntes godt nok både, at han var arrogant og irriterende, så i min verden kunne en date slet ikke komme på tale – han nassede sågar af min øl! MEN 2 år senere ville skæbnen at vi skulle mødes (september 2011), og fra første date vidste jeg bare, at han var noget helt særligt – han var hverken arrogant eller irriterende og han gav både rødvin og cigaretter, så jeg var solgt 🙂

….Månederne fløj afsted, og vi var all-happy-in-luuurve, helt ubekymrede og glade, så derfor var det noget af en brat opvågning da jeg testede positiv i Januar 2012! Vi var jo stadig helt fjollede og nyforelskede, og alting var simpelthen så lyserødt at det næsten var kvalmende, så hvordan skulle man lige forholde til noget så seriøst og kompliceret som et barn! Jeg glemmer aldrig den dag, de to streger på den pind, og hvor hurtigt det gik, der var slet ingen tvivl…..den var pissehamrende positiv.

I en tid hvor vi snakker om juridisk abort og flygtige mænd må jeg ærligt indrømme, at jeg føler mig heldig, for Martin var altså den der holdte hovedet koldt og han var såmænd også den der i sidste ende sagde “Du skal IKKE ha’ en abort, vi to skal være forældre” med stolthed i stemmen, og så var der vidst ikke mere, at snakke om! 🙂

Beslutningen blev dog ikke truffet ‘over-night’, for det var den for stor og vild til. Vi tog et par uger hvor vi befandt os i en kæmpe baby-boble fyldt med tanker, tvivl og tårer. Vi kunne faktisk slet ikke beslutte os for hvordan vi skulle reagere, og vi grinte ufatteligt meget af ordet ‘forældre’, men i bund og grund kom grinene nok fra frygten og uvidenheden. Vi ville jo gerne hinanden, men ville vi hinanden SÅ meget, SÅ hurtigt ?

….JA! Vi ville sgu’ da så! Det tog godt nok mange uger, men når jeg kigger tilbage var der faktisk slet ingen tvivl inderst inde og da jeg var i 11. uge annoncerede vi den vildt lykkelige, men noget uplanlagte nyhed for venner og familie og ALLE var jublende glade!

Det har ikke været nemt, men vi er vokset så ubeskriveligt meget, og vi er begge enige om, at beslutningen vi traf dengang (efter at ha’ kendt hinanden så kort tid), var den helt rigtige! Vi bor nu i rækkehus, har egen stationcar og venter dreng nr. 2 – og her til september har vi kendt hinanden i 3 år (samme måned hvor Peter fylder 2 år!) og vi skal faktisk også giftes! Vi vil det her, vi vil vores børn og vi vil hinanden – og i bund og grund er det nok den mest simple opskrift; Hvis man vil noget nok, så skal det hele nok gå!

Martin er verdens bedste far og mand, han er min diametrale modsætning, men han gør mig så lykkelig. Han har givet mig verdens bedste gaver og selvom vi stadig kan diskutere og være enormt trætte af hinanden, så er det ikke en mulighed at give op, for vi elsker hinanden og vi elsker vores børn – ubetinget, ubeskriveligt! Vi er en rigtig familie og vi kan faktisk slet ikke eksistere uden hinanden….og heldigvis for det!