…Mr. Temper!

Peter er nu 16 måneder – lattermild, glad, toplækker og herresej! Rent udviklingmæssigt er vi ‘on a roll’ – og det går eddersparkme stærkt nu….både sprogligt og motorisk! Han forstår jo alt den dreng, og jeg er fisme så stolt at jeg er ved at revne! Han har ligeledes udviklet den vildeste humor, og han får mig til at grine hver evig eneste dag, det er så skønt! (Pruttelyde er tha’ bomb!) Det der med, at det bliver federe og federe jo ældre ungerne bliver er så evigt rigtigt……

Biler og bil-ramper er det sejeste for tiden! (…den her plastik-rædsel fik Peter af sin søde farmand forleden, og den er bare freaking awesome!) Vroooom!

Jeg syntes dog også, at det er blevet en anelse hårdere, for med alderen kommer selvstændigheden, og med selvstændigheden kommer viljen og ikke mindst  TEMPERAMENTET….og wow, for en bestemt ung mand vi har herhjemme for tiden! Forleden havde jeg således mit første rigtige ‘supermarkeds-moment’ med en skrigende Peter på gulvet i Bilka! Jeg lover jer, for første gang i min mor-karriere, fik jeg sådan rigtig sved på panden! Peter nægtede at sidde i vognen, og så traf jeg det helt forkerte valg…..jeg lod ham gå selv! Det fungerede faktisk fint de første par minutter, men så ville han pludseligt rydde alle hylderne og styrtede rundt med mig i hælene. Forpustet og pisse-højgravid rendte jeg rundt efter Prutten, som havde raget en pakke lasagnette og en dåse tun til sig…..og til sidst kunne jeg godt se, at det altså ikke ville føre noget godt med sig! Derfor besluttede jeg, at han skulle op i vognen igen, hvilket medførte at Peter smed sig midt på gulvet og skreg….GISP! Det var virkeligt sådan et scenarie, som jeg har haft mareridt om, og som jeg har frygtet siden jeg blev mor. Det er også den slags episoder som jeg  har set 1000vis af gange i diverse butikker og tænkt: “Aj, styr lige din unge” når det skete for andre….men nu er jeg sgu’ en af dem og medlem af  den uundgåelige “de skrigende ungers klub”!  #Scary Der gik heldigvis ikke længe før vi havde styr på det hele  igen, og Peter blev hurtigt glad (Jeg kan ikke udelukke, at jeg blev nødt til at aflede ham med et sukkerholdigt  produkt!) og således blev jeg altså den mor-oplevelse rigere!

Min store, selvstændige fjolle-dreng 🙂