Jeg snakkede med min søster om min blog den anden dag, og blev lidt træt af det, da hun sagde at jeg virkede som en über-overskudsmor – altså næsten for meget af det gode-overskudsmor – sådan en overskudsmor som kun bager med spelt og kun giver sine børn økomad og trælegetøj. Hey hey, hov hov, tænkte jeg – det er jo et heeelt forkert billede jeg er ved at tegne af mig selv hvis det er tilfældet, jeg KAN være en overskudsmor – men det er jeg absolut ikke hver dag, og jeg ejer ikke speltmel, så det duer jo slet ikke.
Jeg snakker faktisk tit om dem – i ved, de der mødre med spelt og nystrøgne børn, men kun fordi jeg syntes, at de er ret seje og lidt uopnåelige for den almindelige mor (…eller bare for mig.) Jeg fatter ikke hvordan de gør det – de laver hjemmelavede kager, de klæder deres børn på i Stella McCartney baby- kluns, de laver kartoffeltryk med ungerne efter en 12 timers vagt på jobbet, de spiser tapas og sylter selv, de ser pisseflotte ud og de bor i de der designerhjem og selv deres rod agere massage for øjet. Props til dem – men ALDRIG må man sammenligne sig selv med den slags mødre, for hvis det bliver ‘normalen’ indenfor mødre-branchen, så kan vi andre godt pakke sammen. Dog skal det siges, at jeg nærer den dybeste respekt for den slags kvinder, som bare får det til at se legende let ud….
….Jeg har ikke spor imod at blive sammenlignet, problemet er bare, at det var ikke den drejning jeg ønskede at bloggen fik. Bloggen skulle gerne være en fremstilling af en småforvirret, glad og til tider overskudsagtig og kreativ førstegangsmor med hang til internetshopping og IKKE en selviscenesættende blærerøvs-blog…(!)
Altså hvad prøver jeg at sige?! At alle mødre er lige gode – men jeg er altså ikke en af dem, som ‘Instrgramer’ et billede af en rabarber/spinat smoothie….Jeg er mere typen som ligger et billede ud af min frokost, og tænker; gad vide om jeg er den eneste som stadig har hang til billig spegedreng med remo- og ristede?!
TO SPELT, OR NOT TO SPELT – MUMMY-POWER…og alle mødre er lige gode – og forskellige – og det er godt nok! Og her er min frokost så….
Velkommen til familien Bullerbasse – vi roder lidt og pas lige på, der er sure sokker og bræk på gulvet!
Hyggestund med min champ! “Flot knold mor – hvor har du lært at lave sådan en?”
Peter vågnede kl. 08.00 i går morges efter en af de værste nætter til dato – men glad og munter trods søvnunderskud – og fred være med lortenætter, jeg er efterhånden fuldt ud rustet til søvnløse nætter og 3-4 natamninger ( til trods for at bassen er 8,5 mdr.) Noget jeg dog aldrig bliver rustet til er det kaos der skabes inde i min krop når min baby bliver syg. Ved 11:30 tiden startede bræk-lavinen nemlig – og mor her var helt uforberedt på de massive brækmængder der faldt…OH MEIN GOD!
Som et lyn fra et klar himmel blev dagen forvandlet til et stort kaos! Jeg fucking hader det når han er syg – min mave snøre sig sammen, og på en eller anden måde er jeg slet ikke i stand til tænke rationelt. Well, øhm….heldigvis var min mor og søster her til hjælpe mig, for hvad gør man lige når man selv er indsmurt i bræk og baby er indsmurt i bræk og gulvet er indsmurt i bræk? Det var så synd for ham, selvom han virkede frisk, så blev det altså til hele 6-7 brækeksplosioner i løbet af dagen – 5 tøjskift til baby + bad, et opkald til vagtlægen og mor her måtte nøjes med at skifte tøj 3 gange! Flere gange forsøgte jeg at afværge tsunamien ved at stikke hånden under hagen på ham, hvilket blot resulterede i en håndfuld bræk….Clever thinking noller mor! Kl. 1 i nat havde han den sidste tur – forhåbenligt, 7-9-13 og alt det der, for jeg kan ikke mere bræk!
Her i huset er vi ikke fan af bræksyge, men her er da lidt fine billeder af min baby og mig ( og sjovt nok er det moren som ser mest smadret ud…ta’ jer ikke af hængerpatterne, nogle dage er bare meget bedre uden BH):
….eller bare cranky baby på krigsstien? Den sidste uges tid har Peter været en lille Mr. Moody! Altså han er i fandens godt humør, men der skal ikke så meget til før han bliver herresur og brokker sig højlydt! Han bider tænderne sammen og ligner en som er godt træt af sin noller mor! Til tider nægter han også og spise fordi han blir’ så eddersur…..( det sker gerne når mor har lavet baby gourmet-mad med hele pivtøjet!)
I starten gik jeg ufatteligt meget op i de dersens tigerspring og syntes faktisk også at de passede ret fint – men tror altså ikke han har været præget af dem siden 12 ugers springet…såeh, nu aner jeg ikke om der er en tiger på spring eller om jeg bare har en muggen baby med et iltert temperament? Han lærer vildt meget for tiden og er 8,5 mdr.
Lige meget hvad er han totalt sej og ser slet ikke så farlig ud:)
Farlig tiger øver sig i at kravle…..
Truende tiger tænker: ‘ Kæft, du er noller, mor’ Tiger til angreb på stol….easy Tiger, easy! Tiger i skjul – klar til angreeeeb! Farlig tiger viser tænder……i dækning!
“Et døgn hvor vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet”
Jeg er frivillig hos Kræftens Bekæmpelse og glæder mig ret meget til at være med til ‘Stafet for Livet’ på lørdag her i Aarhus – det bliver en stor og overvældende oplevelse regner jeg med! Jeg tager mand og barn under armen i den gode sags tjeneste, for det der med at hjælpe til hvor man kan, er ret vigtigt! Og lige præcist kræft er en fællessag….
I kan læse mere om det her: www.stafetforlivet.dk – og tilmed melde jer som frivillige:)
Her d. 7 juli er det to år siden jeg mistede min fighter-far til kræften. Det er slet ikke til at forstå, jeg tænker på ham og savner ham hver dag! Og det der med at være pårørende – det er faktisk også ret hårdt, ens kunnen og menneskelige formåen bliver virkeligt testet, for hvordan kan man kapere, at ens far bliver erklæret terminal?
The story goes like this:
Foråret 2010: Jeg var på vej på arbejde, da min mor ringede. Min far var blevet kørt hjem fra job, fordi han var blevet mærkelig – han sagde mærkelige ting og virkede fjern, og dernæst havde min mor kørt ham til lægen og videre ind på Aarhus Sygehus….Jeg fik en knude i min mave, men min mor beroligede mig og sagde at det sikkert bare var stress. Det skal siges, at min far arbejdede ret hårdt i denne periode, stod tidligt op og kom sent hjem, så det gav mening for mig – ‘min far har stress – selvfølgelig’! Jeg tog alligevel fri og besøgte ham på hospitalet, han stod op da jeg kom og smilede til mig – jeg blev ret lettet – jeg smilede til ham og gav ham et møs. Da lægen kom ind talte han pludseligt om, at det nok havde været en lille hjerneblødning, men han skulle lige have scannet hjernen før de kunne udtale sig konkret. Den aften tog hjem med en god følelse i maven, for kræft kunne det da umuligt være.
Men så kom dagen, dagen med diagnosen – jeg ville ikke være der, men jeg ventede på min mors opkald ( stadig – ingen bange anelser om kræft) – og da det kom var det ligesom om min mave snørede sig sammen og forbød mig at trække vejret! Min mor sagde “Hej ven – det er ikke så godt” Jeg vidste allerede da hun sagde ‘ven’ at det var af helveds til, det plejer hun nemlig ikke at gøre! “Far har en svulst i hjernen” Jeg kunne ikke få luft! ” Han skal snart opereres, så de ved om den er god eller ond” Jeg var tømt for ord og fik sagt blot sagt at jeg kom med det samme….dernæst faldt jeg sammen i min seng og skreg!
(Min far virkede ved godt mod – trods nærtforstående operation og dårlige nyheder…Stress havde nu været federe! )
Operationen foregik i April måned – en af de første rigtige forårsdage og gik godt! Jeg glemmer aldrig min far’s hævede ansigt, og hans bad-ass ar henover hovedet med 84 tykke sting! Han så så sej ud, og jeg kunne ikke lade være med at grine, og det kunne han faktisk heller ikke! Han lignede en bokser som var blevet knock-outet på den lede måde – auuuch! Operationen viste desværre, at svulsten var ond og sad for tæt på hjernestammen, så de havde ikke fjernet det hele…suk! Vi vidste, at der ventede et langt behandlingsforløb – men forhelvede hvor var vi bare klar på at sparke cancer-røv!
Sommeren 2010: Stråler, stråler, stråler! Ikke dem fra solen, men dem som skulle fjerne far’s kræftsvulst! Min far var så sej, fremfor at blive deprimeret og gal, virkede han faktisk som en helt ny mand – positiv og pisseglad – han levede mere end nogensinde før! Han responderede godt på behandlingen og svulsten blev faktisk mindre – armene var oppe over hovedet! Selvfølgelig kunne vi vinde den her kamp – jeg var faktisk slet ikke i tvivl! Der blev delt high 5’s ud – vi var verdens sejeste familie!
Efterår og vinter 2010: LORTEsvulst! Nu skulle vi så igang med det kemo der! Min far var blevet en anelser dårligere, men han var stadig glad – og begyndte så småt at hjælpe til på hans arbejde igen – altså han var den som kom med kage og hyggede om kollegaerne – ret overskudsagtigt hvis jeg skal sige det! Han begyndte dog at døje med balanceevnen – han faldte tit, og måske var det der det gik op for mig, hvor seriøst det hele var? Jeg husker, at han engang faldte på vej til arbejde, tæt på trafikkerede Grenåvej med masser af busser og mennesker – og ingen havde hjulpet ham! Det er den slags der stadig gør ondt at tænke på, og jeg husker, at jeg tænkte at verden skulle skamme sig!
Start 2011: Min far virkede stadig glad og munter, og ham og mor blev gift i Vejlby kirke for anden gang – stort var ikke ordet, men tilgengæld var der ikke et øje tørt! I denne periode rejste jeg en måneds-tid til USA – det var godt for mig at få lidt ro, men jeg savnede det hele derhjemme og det var svært at nyde tilværelsen på den anden side af atlanten med en syg far derhjemme! Jeg kom hjem i februar og min mor og far hentede mig ved rutebilstationen, det var dejligt at være hjemme! Det var også i februar at min far havde fødselsdag – d. 10 februar fyldte han nemlig 55 år – desværre også hans sidste af slagsen. Vi troede stadig på helbredelsen…måske…en dag….om ikke andet havde vi håbet om miraklet, vi gav aldrig op!
Forår 2011: Ned af bakke – og det foregik i en helveds fart! Det var en hård tid for os alle! Mor tog orlov og passede far derhjemme – fulltime – verdens stærkeste og sejeste kvinde, mor og kone! Man kunne se hvor træt hun var, men alligevel var der altid kærlighed og smørrebrød i huset, og det til trods for, at min far krævede næsten 24 timers pleje nu. Han var lam i halvdelen af kroppen og sad i kørestol, hans ansigt var hævet, og han mistede langsomt sin tale. Lægerne gav op og erklærede ham terminal efter et års sygdom – da de opdagede en ny svulst i hjernen…Verden stod stille! Min far var nu bundet til sengen….
Sommer 2011: Vi vidste det lakkede mod enden – det var så håbløst det hele, men min mor kørte på og vi hyggede os faktisk allesammen selvom vi var kede af det, for det var nu, der skulle leves! Men det der med at sige farvel, det gjorde vi ikke, det var for svært! Min far var træt af, at folk havde ondt af ham, der var ingen grund til at tage sørgemasken på, når man skulle besøge ham…tværtimod! Han sagde selv: “Der er ingen der skal undervurdere mit liv, jeg har haft 55 gode år” Hele forløbet igennem, havde vi fokus på familien og på kærligheden, og det hjalp os alle – for hold kæft vi var stærke og gode sammen….og hold kæft hvor fik vi spist meget smørrebrød til vores familiehygge-dage:)
D. 7 juli døde min far derhjemme som ham og min havde ønsket! ( Min mor og far havde lovet hinanden, at det skulle foregå derhjemme og ikke på et hospital eller på et hospice!) Min søster, min mor og jeg stod ved hans side da han udåndede for allersidste gang. Vi vidste det ville blive den morgen, for hele natten havde han holdt pause i sin vejrtrækning…vi havde sågar talt sekunder, 30 sekunders pause imellem vejrtrækningerne og så havde han feber og var bleg. Det var en mærkelig morgen, men solen skinnede og min far havde fået fred! Nu skulle vi bare lære at leve uden ham…..jeg vidste at det aldrig ville blive det samme uden ham. Min syge far fortjente fred – det gjorde min raske far ikke…
Jeg mister stadig pusten, når jeg tænker på ham – jeg ville ønske han var her, til at se sine børnebørn – og til at kramme! Det er nok det jeg savner mest….at give ham verdens største kram! D. 7 juli vil altid stå indprintet i min hukommelse som dagen som ændrede mit liv totalt – og selve sygdomsperioden har gjort mig til et stærkere og bedre menneske.
Min far var en ener – en som kæmpede for de svageste i samfundet, og opdragede sine børn til at hjælpe deres medmennesker og til stole på deres egen kunnen. Han var sjov og genert – og så var han pavestolt af sin familie, og ikke mindst af sit barnebarn Tilde, som han nåede at have to år sammen med! Jeg er slet ikke i tvivl om, at han ved, hvor savnet han er – og jeg ved at han savner os ligeså meget! Min far har i dag 3 børnebørn, som nok skal få historier om deres superhelt af en morfar som bor i himlen….han vil aldrig blive glemt!
Jeg nægter at se blindt til – derfor er jeg frivillig hos Kræftens Bekæmpelse!
“En far vil jeg altid have- han har bare skiftet adresse”
…weekend betyder hygge på seriøst højt plan…altid og denne weekend har været ret så fantastisk!
Fredag formiddag fik Peter og jeg besøg af kusine Tilde og fætter Magne – vi hyggede med ‘Katja Kaj og Bente Bent’ på dvd, popcorn, Oreos og rød sodavand (med sugerør i naturligvis!)- og så tegnede vi fine eventyr!
Fredag aften blev Peter passet af farmor og farfar (mor skal lige vænne sig til den slags….av!), og Martin og jeg tog en tur i Tivoli for at høre Eaggerstunn – det var vidst tiltrængt med lidt kæreste-tid tror jeg og det var en fantastisk flot aften! Det er anden gang på 8 mdr. at vi er ude et par timer, og det endte med at blive en ret god oplevelse for alle. Peter sov sødt da vi kom ind af døren ved 23 tiden, så mor kunne ånde lettet op!
Lørdag eftermiddag fik vi besøg af verdens sejeste mødregruppe til hygge og chokolade/trøffel-spisning, det er altid hyggeligt at se de dejlige bebser og deres søde mødre og Peter nyder også at se sine baby-buddies:) Er de ikke pretty awesome?
Senere stod den på pizza, bold, bajere og Mikkel Kessler – med Onkel Jeppe, Ante Tanna og Lil’ Laura – altså, sådan en mandeaften med lidt kvindeligt input er slet ikke så skidt! Mænderne så bold – og kvinderne fik lov til at snakke om babyer – alle var glade og aftenen sluttede først kl 01:30 – mor var træt og far var fuld:-)
Her søndag morgen stod Peter op 6:30 – han kickstartede dagen med stikke sine halvsure fødder i hovedet på mig mens han lå og snakkede/brokkede sig højlydt over sine morgendovne forældre!( Det er ligesom blevet en lille tradition her i weekenden) ‘Forhelwed’ noller mor, så står vi altså op!’ Jeg kan slet ikke stå for de der små futter i mit ansigt – og så snart jeg slog øjnene op, fik jeg det fineste og bredeste smil fra Betten – og så var det ellers op og lave havregrød ( inden Baby blev morgen-cranky!) Nu er han puttet til formiddag og jeg har ladet farmand sove – så kan jeg chille ved computeren imens….aaahhhh, stilhed! Senere står den på trilletur i parken – hvis vejret tillader det:)
